|

Nyhedsbrev februar 2009
Kære beboere i AB Leif,
Godt nytår!
- en lidt forsinket hilsen, men vi mener det J
Renovering af facaden i gården
Sidste år ved denne tid var den store tag-renovering netop blevet afsluttet og alle de grimme stilladser var blevet pillet ned. Nu er der så igen gang i et projekt, der har ændret vores gård til en byggeplads. Det er ikke kønt lige nu – men til gengæld bliver det endelige resultat flot.
Det hele har taget længere tid, end vi havde planlagt. Planen var i første omgang, at den nederste del af muren skulle have været sandblæst, så den afskallede gule maling kom væk. Det viste sig dog hurtigt, at facaden under malingen var så blød, at det var nødvendigt at fjerne pudset helt ind til murstenene.
I øjeblikket ligger arbejdet med at pudse det første lag op stille på grund af frostvejret, men vores hus tager ikke skade af at stå uden puds, siger eksperterne – det er kun udsigten, der bliver ødelagt. Når det første grå lag mørtel er på plads, kommer der et lag indfarvet, lys puds uden på – og så har vi en facade, der både er pænere, giver mere lys i gården og holder i mange år.
Projektet er blevet lidt dyrere end beregnet på grund af det ekstra arbejde, men vi har luft nok i budgettet til det hele. Og vi har en fast pris på arbejdet, så der er ingen grund til at bekymre sig over, at det måske ikke alle dage er firmaets mest effektive murere, der er sat på opgaven.
Der var som bekendt sand overalt, da sandblæsningen var overstået. Hvis planterne i gården går ud på grund af renoveringen, bliver der plantet nogle nye – men indtil videre ser det ikke ud til, at de har taget skade. Vi har endda blomster på træerne her midt i den mørkeste vinter.
Renovering af opgangene
Midt i februar dukker der endnu et hold håndværkere op. De tager fat på at renovere opgangene i Halfdansgade og Leifsgade. Arbejdet begynder i Halfdansgade 43 – og det omfatter kun hovedtrappen, ikke bagtrappen.
Opgangene bliver malet, og der kommer nyt lys med følere hele vejen op. Lamperne er allerede valgt, og maleren er ved at lave farveprøver i disse dage. Døre og dørkarme bliver også malet, men der bliver ikke skiftet linoleum på trapperne, da det i sig selv vil koste omkring 100.000 kroner pr. opgang. Hvis det er gået i stykker nogle steder, bliver det naturligvis repareret.
Der vil også i løbet af året blive opsat postkasseanlæg i alle opgangene.
Opgangene i Halfdansgade 41 og 39 følger efter, og hvis alt går som planlagt, fortsætter maleren om til Leifsgade og får de sidste to opgange renoveret.
Generalforsamling
En stor del af renoverings-arbejdet skulle gerne være overstået, inden vi holder generalforsamling den 15. april i Kulturhuset. I får en indkaldelse senere. I år bliver det jo blandt andet spændende at se, hvordan det er gået med ejendomsvurderingerne. I modsætning til flere andre foreninger her på Bryggen har vores andelsforeningen heldigvis en solid økonomi, så vi regner ikke med, at finanskrisen og det tøvende boligmarked får indflydelse på vores andelsværdier.
Lidt af hvert
Først endnu et par glade nyheder: Vi vil gerne lige benytte lejligheden til at rose vores varmemester Jan ”Storm” Petersen, der har løftet arven efter Kenneth Majlund på fornem vis. Og så håber vi, at I har haft lejlighed til at hilse på vores nyeste gårdmand Carsten Hammer, der er en god mand, der kan lidt af det hele og allerede har sparet os for flere udgifter med sin fingernemhed.
Og så lige et par gamle travere:
Der er røgalarmer er på vej i alle opgangene. Det skulle gerne være med til at gøre det helt klart, at der ikke må ryges på hverken for- eller bagtrapperne i vores hus. Ej heller på lofter og i kældre.
Og den regel gælder selvfølgelig også de gæster, man inviterer.
Der er stadig problemer med affald på bagtrapperne. Selv om der er langt ned fra de øverste etager, må det simpelthen ikke stå der. Vi skal have ordentlige flugtveje i tilfælde af brand, så husk det nu! Det koster i øvrigt 200 kroner, første gang varmemesteren er nødt til at fjerne dit rod på bagtrappen. Derefter er det 500 kroner pr. gang.
Og en tredje klassiker: Det er grimt, det lugter dårligt, og det giver gode betingelser for rotter, når vores containere i gården bliver så fyldte, at de ikke kan lukkes. Næsten hver weekend er de yderste containere overfyldte, og de inderste er næsten tomme. Nogle gange skal man gå 70 centimeter længere for at få plads til sin skraldepose, andre gange helt op til to meter. Men mon ikke at begge dele er til at overskue, hvis vi nu bare husker på det J.
Mange hilsener
bestyrelsen for A/B Leif |